Skovbadning er blevet ekstra aktuelt med den sundhedskrise verden lige nu befinder sig i. Det er noget alle kan dyrke, og sagtens alene for den sags skyld. Det handler om naturen som den store helbreder for krop og sind.
Skovbadning har bredt sig fra Japan, hvor man kan få det på recept, til resten af verden og vestlig medicinsk tankegang, hvor det nu også vinder indpas som nærmest et universalmiddel til bekæmpelse af både fysiske sygdomme og stress. Noget som er blevet bragt endnu mere i fokus med den megen isolation og afskæring fra at føle sig forbundet med andre.
Skovbadning har intet med søer og badetøj at gøre, men handler om at opholde sig i skoven og naturen på et bestemt måde, der samtidig sætter gang i en masse helbredende processer i krop og sjæl.
’Shinrin-yoku’ er japansk og betyder noget i retning af “at indtage skovens atmosfære”, og skovbade-behandling af patienter med forskellige lidelser er for længst blevet anerkendt i det japanske sundhedsvæsen.
I USA og Storbritannien, har man ligesom i Japan, sat fænomenet skovbadning i system og uddanner folk til at guide andre i, hvordan man får mest muligt ud af skovens sundhedsfremmende virkning.
Men hvad går det egentlig ud på, og hvad er de præcise og målbare effekter af skovbadning?
Skovbadning handler om at ”bade” i sanseindtrykkene fra skoven. Det handler om at være til stede i skoven på en nærværende og sansende måde. Det handler om at følge en bestemt praksis for at komme i en “positiv, tilfredsstillende tilstand i overensstemmelse med naturen.”
Ovenstående kan umiddelbart lyde lidt spirituelt, men der er rent faktisk lavet masser af reel forskning omkring skovbadning i Japan og resten af verden.
”Vi ved fra disse undersøgelser, at en tur ud i naturen styrker dit immunsystem, sænker blodsukkeret, hjælper på din koncentration, indlæringsmuligheder og hukommelse. Blodtrykket falder, det forbedrer synet, hjælper på følelsen af velvære, mindsker smerter, hjælper på humøret, og så kan det gøre dig mere kreativ. (Natur – og stressvejleder Doreen Møller Holmquist).
En undersøgelse konkluderede, at forsøgsdeltagerne præsterede 50 procent bedre i kreative problemløsningsopgaver efter tre dage i vildmarken.
Ifølge TV-lægen Peter Qvortrup Geisling er ”naturen sund for krop og sind, og vi kan blive langt bedre til at udnytte dens forebyggende og helbredende potentiale – både i vores eget liv og i behandlingen af en lang række sygdomme. Peter Qvortrup Geisling skrev allerede i 2017 bogen ”Naturen på recept”.
Med afsæt i forskning, cases og egne erfaringer fortæller Peter Qvortrup Geisling, hvad det er, naturen gør ved os, og hvorfor den er vigtig i en tid, hvor flere og flere bor i byen og bruger dagen bag en skærm.
“Angst, depression, diabetes, migræne, hjerte-kar-sygdomme og astma. Risikoen for alle disse sygdomme er mindst hos mennesker, der har mindre end en kilometer til et grønt område. Det er der flere grunde til. Naturoplevelser bidrager nemlig til forbedret sundhed helt generelt, og det skyldes både fysiske, psykologiske og sociale faktorer.”
Ifølge psykolog Birgitte Sølvstein, der også bruger skovbadning som en del af sin behandling, har de duftststoffer, der findes i naturen også en betydning: “Skoven har sandsynligvis en direkte effekt på immunsystemet, da mange træer udskiller “phytoncider”, som man har sat i forbindelse med et forbedret immunsystem.”
“En japansk undersøgelse har vist, at der efter en tredages campingtur i skoven var en gennemsnitlig stigning på 50 procent af de celler i kroppen, som eliminerer cancerceller og viral-inficerede celler i kroppen. Forskningen viste, at de positive virkninger varede op til en uge efter opholdet.” (artikleromsundhed.dk)
Sådan kan du gøre
Ifølge Doreen Møller Holmquist kan man skovbade på følgende måde:
-
Start med at gå stille omkring. I de danske statsskove må du godt gå væk fra stierne. I private skove skal du blive på stierne. Opsøg gerne noget vild natur, det har vist sig at have den bedste virkning.
- Find gerne et sted at opholde dig.
- Sæt dig og træk vejret dybt ned i maven flere gange. Det er vigtigt at du kommer ned i en dyb afslappet tilstand.
- Mediter gerne et øjeblik, hvor du mærker efter, hvordan din krop har det, legemsdel for legemsdel.
- Åben dine sanser, som et lille barn. Som om du så skoven for første gang. Indenfor mindfulness hedder det ”Beginners mind”.
- Lyt til lydene i skoven. Luk øjnene og lyt til vinden i træerne, stilheden eller fuglesang. Prøv om du kan udvælge bare en af fuglene og fokuser kun på dens lyde.
- Kig rundt på farverne i skoven og lyset imellem træerne.
- Duft til skovens dufte af blade og muld m.m.
- Gå gerne rundt på en afslappet måde og mærk på træernes stammer, mærk skovbunden under dine fødder.
- Læg dig ned og kig op i trætoppene.
- Gå gerne rundt på bare tæer.
- Sæt håndfladerne på jorden, mærk på skovbunden.
- Inden du forlader stedet igen, så tak for oplevelsen.
Husk dig selv på at formålet er ”væren” og øv dig i at vær nærværende. Ikke at gå tur, samle urter, eller motionere.
Gør det til en ting du gør jævnligt, gerne et par gange om ugen. Så vil du efter et stykke tid mærke effekten.
Du skal gerne mærke, at din stress falder, at du bliver gladere, får bedre søvn, blodtrykket falder, du bliver bedre til at løse problemer og du får mere energi.
Doreen Møller Holmquist laver også guidede ture, som man kan se det i USA og Storbritannien, da det kan være en fordel at lære nogle teknikker for at genetablere sin kontakt til naturen igen.
Derudover er skovbadning en helt gratis behandling, der er lige ved hånden for de fleste. Danmark har masser af smuk skov og natur, der egner sig til skovbadning og sandsynligvis ganske tæt på, hvor man bor.
I de her tider, hvor mange oplever at være isolerede, er skovbadning en ekstra oplagt mulighed for at føle sig forbundet, og samtidig få et humørboost og helbredsmæssigt løft. Heldigvis er det samtidig forår, så duftene i skovene og lydene fra fuglene er der i så rigelige mængder, så man bogstaveligt kan bade i indtrykkene fra naturen.
Relaterede artikler:
Skovbadning guide til et mere aktivt liv i naturen der styrker helbredet og anbefales af læger
Taknemmelighed er det nye sort: Overbevisende forskning og metoder
Taknemmelighed som livsstil er simpelthen noget som kan ændre folks liv radikalt i en positiv retning, når man begynder at praktisere det. Det er i hvert fald hvad al forskning i positiv psykologi viser …
Britisk psykolog: Dans gør dig klogere, stærkere og gladere
Ifølge den britiske psykolog, Peter Lovatt er vi født til at danse, og vi burde for vores eget mentale og fysiske helbred gøre det nærmest dagligt. Især i denne isolationstid …
Yale kursus om well-being hitter verden over: Det er nu gjort gratis
Mennesker verden over er blevet optaget af evidensbaserede måder til at forblive fysisk sunde under corona-krisen, og derfor leder mange også efter evidensbaserede måder til at forbedre deres mentale sundhed.
Kilder:
Natur – og stressvejleder Doreen Møller Holmquist, Psykolog Birgitte Sølvstein, natureandforesttherapy.org, artikleromsundhed.dk, mind4nature.dk, “Naturen på recept” af Peter Qvortrup Geisling.
Undgå stress og depression med Skovbadning og se din kærlighed blomstre