Kilder: Harvard og Journal of the American College of Cardiology

Et nyt stort Harvard studie med over 90.000 deltagere gennem 28 år viser, at indtag af olivenolie har markante sundhedsmæssige fordele.
Indtagelse af lidt mere end 7 gram olivenolie dagligt (en halv spiseskefuld) er ifølge undersøgelsen forbundet med lavere risiko for at dø af af hjerte-kar-sygdomme, kræft, neurodegenerative sygdomme og luftvejssygdomme.
Studiet er offentliggjort i Journal of the American College of Cardiology og refereret i flere videnskabelige tidsskrifter.
Da forskere sammenlignede dem, der sjældent eller aldrig indtog olivenolie, med dem i den højeste forbrugskategori, fandt de ud af, at dem med større olivenolieforbrug havde “19 % lavere risiko for kardiovaskulær dødelighed, 17 % lavere risiko for kræftdødelighed, 29 % lavere risiko for neurodegenerativ dødelighed og 18 % lavere risiko for respiratorisk dødelighed, sammenlignet med dem, der aldrig eller sjældent indtog olivenolie.” (The Harvard Gazette)
Neurodegenerative sygdomme er sygdomme, hvor der sker en gradvis, oftest langsom nedbrydning af hjernen og dens funktioner – eksempelvis demens.
Brugen af olivenolie var også forbundet med lavere risiko for total og årsagsspecifik dødelighed sammenlignet med margarine, smør, mayonnaise og mejerifedt.
“Vores resultater bekræfter de nuværende kostanbefalinger for at erstatte animalsk fedt med planteolier til forebyggelse af kroniske sygdomme og for tidlig død.” udtaler undersøgelsens hovedforsker Marta Guasch-Ferré, PhD, seniorforsker ved Institut for Ernæring ved Harvard T.H. Chan School of Public Health.

“Sundhedspersonale bør rådgive patienter til at erstatte visse fedtstoffer, såsom margarine og smør, med olivenolie for at forbedre deres helbred. Vores undersøgelse hjælper med at komme med mere specifikke anbefalinger, som vil være nemmere for patienterne at forstå og forhåbentlig implementere i deres kost.”
Forskerne analyserede 60.582 kvinder og 31.801 mænd, der var fri for hjerte-kar-sygdomme og kræft ved studiets start i 1990. I løbet af 28 års opfølgning blev kosten vurderet ved et spørgeskema hvert fjerde år. Spørgeskemaet spurgte, hvor ofte de i gennemsnit indtog bestemte fødevarer, typer fedtstoffer og olier, samt hvilket mærke eller hvilken type olier de brugte til madlavning og tilføjede ved bordet i det foregående år.
Deltagere med højere olivenolieforbrug var ofte mere fysisk aktive, havde sydeuropæiske eller middelhavs aner, var mindre tilbøjelige til at ryge og havde et større forbrug af frugt og grøntsager sammenlignet med dem med lavere olivenolieforbrug.
“Det er muligt, at højere olivenolieforbrug er en markør for en generelt sundere kost og højere socioøkonomisk status. Men selv efter justering for disse og andre socialøkonomiske statusfaktorer forblev vores resultater stort set de samme,” udtaler Guasch-Ferré.
Selvom forskerne ikke vil sige, at der er en direkte sammenhæng mellem indtag af olivenolie og generelt lavere dødelighed, påpeger de dog sammenhængen med tidligere studier og olivenolies antiinflammatoriske egenskaber, hvilket kan hjælpe med at forklare de sammenhænge de fandt.
Relaterede artikler:
Særlige kostvaner hænger sammen med bedre funktion af hjernen viser nyt studie
Mælkesyrebakterier kan sandsynligvis reducere symptomer på Covid-19 viser nye studier
Todelt søvn kan være mere naturligt: De glemte sovevaner fra før industrialiseringen
Denne juice kan fremme sund aldring og give formen et boost ifølge ny forskning
Den rigtige mængde søvn for at holde hjernen skarp ifølge nyt studie
Ny behandling mod eksem kan være på vej efter forskere har fundet overraskende årsag
Ny vejrtrækningsøvelse kan sænke blodtrykket bedre end træning og medicin viser nyt studie
Kilder: The Harvard Gazette, Journal of the American College of Cardiology, pharmacytimes.com, NATIONAL HEART, LUNG, AND BLOOD INSTITUTE.