Vinterbadning er (desværre) ikke så sundt som hidtil antaget viser ny forskning

Den store hype omkring vinterbadnings sundhedsfremmende effekter er noget mindre velbegrundet end hidtil antaget.

Vinterbadning har i de seneste år vundet stor popularitet ikke mindst i Danmark, hvor mange sværger til det kolde gys som en kilde til øget velvære, bedre helbred og forbedret immunforsvar. Men ifølge en ny videnskabelig gennemgang af eksisterende forskning er der stadig ingen solid evidens for, at vinterbadning rent faktisk har de helbredsmæssige fordele, som det ofte påstås – i nogle tilfælde viser forskningen nærmest det modsatte.

Det er ikke mindst vinterbadnings betydning for kroppens inflammation og træningsrestitution, der stilles alvorlige spørgsmål ved i flere studier.

 

Ny forskning sår tvivl om sundhedseffekterne

Et nyt studie fra University of Southern Australia, som har gennemgået 11 forsøg med i alt 3.177 deltagere, peger på, at der ikke er klare videnskabelige beviser for, at vinterbadning har nogen signifikant sundhedsmæssig effekt. Studiet har undersøgt effekterne af koldt vands påvirkning af stress, inflammation, livsglæde, søvn og immunforsvaret, men resultaterne er langt fra entydige.

Tara Cain, forskningsassistent og en af hovedforfatterne bag studiet, forklarer:

”Folk sværger til fordelene ved det kolde gys, men da vi undersøgte beviserne, så vi, at selvom der er visse lovende effekter, er der stadig meget, vi ikke ved.” (videnskab.dk)

Et af de mest bemærkelsesværdige fund i studiet er, at vinterbadning umiddelbart ser ud til at øge betændelsestilstande i kroppen snarere end at reducere dem, som ellers ofte påstås.

 

Øger vinterbadning inflammation?

Den almindelige opfattelse er, at koldt vand kan reducere inflammation og have en helende effekt på kroppen. Men det nye studie viser, at eksponering for koldt vand indledningsvis øger inflammation.

”Noget, der virkelig faldt mig i øjnene, var den signifikante inflammatoriske reaktion umiddelbart efter “nedsænkning i koldt vand” ” udtaler Tara Cain til Videnskab.dk.

Dette fund er ikke entydigt, da tidligere studier har peget på både øget og reduceret inflammation. Derfor er der stadig behov for mere forskning for at kunne drage en sikker konklusion.

 

Stress og velvære: Midlertidige effekter

En anden påstået fordel ved vinterbadning er, at det kan mindske stress. Studiet viser dog, at der ikke er nogen signifikant forskel i stressniveauer umiddelbart efter badet, eller efter 1, 24 eller 48 timer.

Dog så forskerne en reduktion i stressniveauet efter 12 timer, men denne tidsafhængige effekt får ikke stor opbakning fra eksperter.

Bo Belhage, overlæge på Bispebjerg Hospitals anæstesiologiske afdeling, er skeptisk:

”At man efter lige præcis 12 timer, men på ingen andre tidspunkter, føler sig lidt mindre stresset, siger altså ikke så meget. Så er det, som om man fisker lidt efter et resultat at vise frem.” udtaler Belhage til Videnskab.dk

 

Vinterbadning og sundhed: Ønsketænkning?

Bo Belhage mener, at vi endnu ikke har set klare beviser for, at vinterbadning er decideret sundt.

”Ja, man kan finde nogle parametre, der ændrer sig, når man vinterbader, ligesom hvis man gør alt muligt andet. Men ligefrem at have bevist sunde effekter – det er altså stadig ønsketænkning,” udtaler han.

Selv en stor norsk undersøgelse, der gennemgik 104 studier om koldt vands påvirkning på kroppen, fandt ingen afgørende beviser for, at vinterbadning gør mennesker sundere.

Forskerne bag denne undersøgelse fremhæver dog, at vinterbadning muligvis kan have en positiv effekt på brunt fedtvæv, en type fedt der hjælper kroppen med at forbrænde kalorier og holde varmen. Dette kan potentielt beskytte mod fedme og hjertekarsygdomme, men der er endnu ikke solid evidens for denne sammenhæng.

 

Isbadning forbedrer ikke muskelrestitution – tværtimod

Isbadning har været promoveret af mange sportsudøvere og influencere som den hellige gral indenfor muskelrestitution og som et middel til at booste ens træning. Nyere videnskabelig forskning viser imidlertid, at isbadning ikke forbedrer muskelrestitution eller træningspræstation, men derimod kan hæmme muskelopbygning ved at forstyrre den naturlige inflammatoriske respons, som er nødvendig for restitution. Selvom isbade kan lindre ømhed og give en psykologisk velvære-effekt, bør de ikke anvendes som en optimeringsstrategi for fysisk præstation, ifølge en lang række nyere studier.

“De videnskabelige beviser viser overvældende, at isbade ikke er gavnlige for atletisk præstation,” udtaler Christopher Joyce, fra School of Physical Therapy at Massachusetts College of Pharmacy and Health Sciences.

“Neddykning i koldt vand hjælper ikke muskelgendannelse eller muskelpræstation. Faktisk har det vist sig at være skadeligt for muskelpræstationer.”

Joyce henviser til forskning, der bekræfter, at kolde dyk kan skade din styrketræningsindsats. En systemisk gennemgang af 10 forskellige undersøgelser viste, at brug af et isbad umiddelbart efter styrketræning reducerede styrkeforøgelsen fra træningssessionerne.

 

Er det kolde gys alligevel værd at prøve?

Isbadning kan stadig være sjovt og bringe glæde, men man kan ikke umiddelbart anbefale det ud fra et sundhedsperspektiv.

Selvom der ikke er videnskabeligt belæg for vinterbadningens sundhedsmæssige fordele, betyder det ikke, at man skal droppe det. Mange oplever personlige gevinster i form af øget velvære og glæde.

Bo Belhage opsummerer det således:

”Det betyder jo ikke, at det ikke kan have en rigtig god effekt for dig personligt. Og det skal du da bare nyde. Fyr den af! Hav det skønt med det. Men lad være med at påstå, at andre med sikkerhed kan få det samme ud af det.” (videnskab.dk)

 

Saunaen i klubberne giver større effekter end vinterbadningen

Mange vinterbadeklubber råder over en sauna, og det er nok snarere her man kan finde forklaringen på de mange positive meldinger fra vinterbadere. Regelmæssig brug af sauna har langt bedre dokumenterede sundhedsmæssige fordele, herunder forbedret hjerte-kar-sundhed, reduceret risiko for demens og Alzheimers, samt styrkelse af immunforsvaret. Studier viser, at hyppige saunabesøg kan sænke blodtrykket, øge blodgennemstrømningen og øge antallet af hvide blodlegemer, hvilket bidrager til en bedre generel sundhedstilstand.

Udover de fysiske fordele har saunabrug også positive effekter på mental sundhed. En svensk undersøgelse med 971 deltagere fandt, at regelmæssige saunabrugere rapporterede mindre smerte, lavere angstniveauer, højere energiniveauer og forbedret søvnkvalitet. Selv lejlighedsvis saunabrug (én til fire gange om måneden) var forbundet med forbedret generel og mental sundhed.

 

Stadig et åbent spørgsmål

Den nyeste forskning viser, at vinterbadning ikke kan dokumenteres som en mirakelkur for sundhed. Selvom nogle studier antyder fordele som reduceret stress og aktivering af brunt fedtvæv, er beviserne fortsat usikre og tidsspecifikke.

Forskerne bag den australske undersøgelse konkluderer kort fortalt at:

”Samlet set viser ‘koldvandsbadning’ lovende resultater for specifikke udfald, men mere robust evidens er nødvendig for at fastslå dets sikkerhedsprofil og bekræfte de påståede sundhedsmæssige fordele.”

Indtil da forbliver vinterbadning en aktivitet, der mest af alt giver velvære – men ikke nødvendigvis sundhed.

 

Relaterede artikler:

Legende og spontane mennesker er mere modstandsdygtige i svære tider viser ny forskning

Vejen til et roligt sind starter måske i din mave: Ny forskning kan være det næste gennembrud i mental sundhed

Ferie er nøglen til længerevarende velvære og trivsel: Nyt studie afslører overraskende sammenhæng

Hvor hurtig er din tarm? Svaret er afgørende for dit helbred

Et simpelt trick på din mobil kan gøre dig skarpere mentalt og i bedre humør viser ny forskning

Hvorfor tror folk på konspirationsteorier? Ny forskning viser at trodsighed kan være en forklaring snarere end misinformation

10 effektive måder du selv kan bekæmpe klimaforandringer: Sådan gør du en forskel

Hvordan bevarer man humør og optimisme midt i en Trump tid? 10 gode forslag til en sund tilgang

Disse lande indånder den reneste luft i århundreder og giver vigtig viden til os alle

Trump regerer som en ‘konge’ og følger Putins model. Hvordan kan han stoppes?

Ultraforarbejdede fødevarer og hvad forskningen rent faktisk siger om dem

 

Kilder: Videnskab.dk, School of Physical Therapy at Massachusetts College of Pharmacy and Health Sciences, journals.plos.org, OSF Healthcare, National Library of Medicine, ScienceDaily.

 

 



BLIV MEDLEM og få adgang til alle vores artikler - Klik her